Ophavsret

Forvaltningen modtager hvert år talrige henvendelser om tilladelse til på den ene eller anden måde at foretage direkte fysiske indgreb på byens offentlige monumenter. Det kan være ren kommerciel udnyttelse af kunstværket, hvor en figur f.eks. ønskes iklædt mærkevaretøj for at blive fotograferet og anvendt i reklamer, eller det kan være tiltag at humanitær eller kunstnerisk art.

Det er praksis at afvise ethvert indgreb af ovennævnte type, dels for at undgå præcedens og en deraf følgende vanskelig afgørelse, der altid må foretages på et subjektivt grundlag. Hvor sympatisk et kunstnerisk eller humanitært tiltag i forhold til et monument end måtte være, er der dog tale om et fysisk indgreb.

Når der f.eks. skrives en humoristisk eller filosofisk kommentar med graffiti på en statuesokkel eller Den lille havfrue iklædes en burka, er der tale om hærværk, men derudover sker der også en forskydning i kunstværkets fortolkning, som ligger ud over hensigten med det offentlige monument. Der sker en ændring, som kan være politiserende, latterliggørende, og, ja, tankevækkende, men det er og bliver fysiske indgreb, der omfortolker kunstværket.

Ethvert kunstværk eller offentligt monument kan påberåbe sig den såkaldte droit moral, dvs. ideelle rettigheder eller den moralske ret til at være sig selv, til at bevare sin kunstneriske integritet. Dette begreb dækker over respekten for kunstnerens arbejde med indhold og form, som ikke bør forvrænges af elementer, der er værket uvedkommende. Reglen falder inden for ophavsretten, som bl.a. består af den såkaldte respektret. I ophavsretslovens § 3, stk. 2 hedder det: ”Værket må ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart.”

Fotografiske gengivelser i kommercielle publikationer indeholder et andet aspekt af ophavsretten. Billedreproduktioner er ud over et evt. honorar til fotografen underlagt en afgift til selve kunstværkets ophavsmand. Denne afgift administreres af copydan, og den kommer såvel nulevende kunstnere som efterkommere (op til 70 år efter kunstnerens død) til gode. Forfatter eller udgiver er selv forpligtiget til at meddele copydan en sådan brug af et kunstværk, se hjemmesiden COPYDAN

Søg i monumenter
 
Kender du...

Nyhedsbrev

Tilmeld dig her til vores nyhedsbreve.

Byens monumenter

Language
In English?