Annonceringsportal
Renovering af søkanter, De Indre Søer
Officiel titel | Dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til renovering af søkanter |
Bydele | Indre By |
Emneord | Dispensation |
Introtekst | Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen, Vand og Natur meddeler hermed dispensation i medfør af naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2 til at renovere søkanterne i De Indre Søer på to nærmere bestemte delstrækninger i Sortedams Sø og Skt. Jørgens Sø. Sagen har været politisk behandlet af Teknik og Miljøudvalget 19. august 2024, hvor indstillingen om at meddele dispensation blev godkendt. |
Beskrivelse | Søkanterne er flere steder beskadiget som følge af skiftende
vandstand og forrådnelse af træspuns under stenkanten, forvitrede betonflader,
nedfaldne granitsten og nedbrudte fuger. Flere steder er søkanternes tilstand
af en sådan karakter, at Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har
været nødsaget til at opsætte midlertidig afspærring for at minimere risikoen
for personskade ved yderligere udskridning. Samtidig har søkanternes tilstand
medført vægtbegrænsninger på anvendte servicekøretøjer med en maks. totalvægt
på 2 ton på søbredderne/promenaderne. Københavns Kommune har på den baggrund besluttet at
gennemføre de nødvendige renoveringsarbejder med det formål at sikre kultur- og
naturinteresserne i søerne en fortsat god stand, samt at bevare de grønne
rekreative områder. Det er herunder et delformål at minimere påvirkningen og
undgå skadevirkninger på kulturarv og miljø, samt bevare søkanternes
arkitektoniske udtryk i både driftsfasen og anlægsfasen. Endelig er det et
delformål at opretholde sikkerheden og anvendelsesmulighederne i forbindelse
med færdsel på stiarealerne omkring søerne i både driftsfasen og anlægsfasen. Københavns Kommune har i sin behandling af sagen lagt vægt på, at der er tale om et til dels midlertidigt, dels minimalt permanent indgreb, som ikke medfører nogen egentlig forrykning af tilstanden i søerne, samt at der ikke foreligger andre, mindre indgribende alternativer. På denne baggrund vurderes der at være tale om et særligt tilfælde, som ikke danner en uheldig præcedens og ikke medfører nogen afgørende forrykning i søernes tilstand. Forudsætningerne for at dispensere fra naturbeskyttelsesloven § 3, jf. § 65, stk. 2, vurderes dermed at være til stede. Afgørelsen kan af de klageberettigede, jf. lovens § 78 stk. 1 påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet inden 4 uger efter den er meddelt. De klageberettige er jf. § 86: 1) adressaten for afgørelsen, 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører, 3) offentlige myndigheder, 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker, 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen, 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø, og 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser. Eventuel klage indsendes via Klageportalen, som findes via dette link. Teknik- og Miljøforvaltningen får automatisk besked om at der er indgået en klage. Rettidig klage har opsættende virkning, hvilket indebærer, at tilladelsen, i henhold til naturbeskyttelseslovens § 87 stk. 7, ikke må udnyttes, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer andet. Hvis Teknik- og Miljøforvaltningen modtager orientering om en klage, vil ansøger blive orienteret nærmere herom. Det er en betingelse for Miljø- og Fødevareklagenævnets behandling af klagen, at klageberettigede indbetaler et gebyr til Miljø- og Fødevare-klagenævnet (900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for andre). Yderligere vejledning om gebyrordningen kan findes på Miljø- og Fødevare-klagenævnets hjemmeside via dette link. |
Afgørelser | Afgørelse |
Supplerende | Ansøgning |
Publiceret | 2024-08-23 13:07:00 |
Publiceret indtil | 2024-09-14 |
Sgsnr. | 2023-0431517 |
Ansvarlig | Vand og natur |